Ross skrev:Hvad får dig til at blive så sur? Er det alt, altså en kort lunte generelt, eller er det bedste følelser der trigger vreden?
Når du ved hvad så spørg hvorfor, når du ved hvorfor så spørg dig selv hvordan situationen får dig til at blive vred.. Så har du noget meget konkret at arbejde med, du ved hvornår det sker, du ved hvorfor det sker og du ved hvordan. og så er det egentlig bare et spørgsmål om at træne dine responser. Føl vreden ved at starte og slukke den selv og lær at kontrollere den.
Jeg har en kort lunte. Rigtig kort lunte. Det er svært at svare på hvorfor. Derfor jeg håbede på, at I kunne guide mig i en retning, så jeg kunne finde svaret.
Moderator skrev:Må ærligt indrømme at hvis der intet der ligger bag dit temperant.
Altså, at der ikke er en ydre faktor der gør dig på den måde.
Så er vi inde i en indre faktor, dvs det er dig selv der hidser dig op.
Altså det er selvfølgelig en person/situation, som gør mig vred. Men om det så er berettiget, det er vel spørgsmålet. Det synes jeg ofte ikke selv. Og jeg tror selv på, at jeg er med til at hidse mig selv op.
Moderator skrev:Få noget selvkontrol.
Hvad nytter det at blive så vred overhovedet? At du opføre dig som et barn?
I sidste ende kan det have store konsekvenser for dit parforhold og dit forhold til andre mennesker.
Lån en bog om selvkontrol, noget med vrede/temperament.
Jamen det nytter da ikke noget at blive så vred. Det er jo derfor jeg skriver herinde. Problemet er bare, at jeg først kan se det, når jeg er blevet vred og efterfølgende faldet til ro.
Men det er netop det, som jeg gerne vil bekæmpe - at det får store konsekvenser for mit parfold og forhold til venner/andre mennesker. Derfor jeg søger et svar. God ide med at låne en bog. Det vil jeg i hvert fald starte med.
Moderator skrev:Tvivler på at du har dit drømmeliv, når du har en tendens til at smække med døren og kaste rundt med tingene.
Den del, har jeg svært ved at se.
Har man virkelig sit drømmeliv, når man har et temperament i den størrelse?
Det er noget som har fulgt mig hele livet. Så som jeg forstår det, så mener du at jeg aldrig har haft mit drømmeliv? Jeg vil ikke udelukke noget og er åben overfor alt, men tror desværre ikke, at man kan se så enkelt på det. Jeg kunne i hvert fald ikke forestille mig et liv uden min kæreste, min familie og venner. Om jeg har fuldtidsjob med en pæn indkomst eller blot er studerende, så er min situation den samme - jeg har samme temperament. Måske endda værre før i tiden.
Det kan til tider virke som om, at jeg ikke sætter pris på de ting jeg har?