Kæresten fra helvede

Kærester, fuckbuddies, haremmer, åbne forhold.

Kæresten fra helvede

Indlægaf Atahualpa » søn 5. maj 2013 16:15

Faldt over den her andetsteds på nettet...


Hun har været mig utro.. En grim historie.. Hvad skal jeg gøre?

Hej alle..

Smerten er kæmpe og jeg håber jeg ved at skrive dette indlæg, kan "læsse" lidt af på nogle anonyme folk, som ikke dømmer mig. Jeg ved dårligt nok hvor jeg skal starte og slutte, så det bliver nok en anelse rodet.

Jeg er hverken den første eller sidste der kommer til at opleve det her, men alligevel bliver jeg bare nødt til at komme ud med det.

Jeg er en gut på 26 år, der har fået sit hjerte fuldstændig knust.
Min kæreste og jeg, har været sammen i lidt over 2 år, og har boet sammen i lidt over 1 år.

Hun fortalte mig i tirsdags, at hun har været sammen med en ven, som jeg også kender. Jeg bryder mig ikke om ham og det ved hun også godt. Han er pusher, misbruger og generelt en rigtig skidt fyr (hørte ham engang sige: Det er nemmere at stjæle fra familien, fordi de tilgiver hurtigere en).

I starten af vores forhold, var vi (ligesom de fleste andre) helt flyvende. Vi kunne knalde 8 gange om dagen og synes hver især at hinanden var helt fantastiske. Hun boede ikke officielt ved mig, men var alligevel så tit ved mig, i min 1. vær. lejlighed, at vi reelt boede sammen. Efter vi gjorde det officielt, mødte hun hurtigt min familie og jeg mødte hendes. Vi var, og er, alle stadig rigtig glade for hinanden.

Da jeg startede at være sammen med hende, fortalte hun mig, at hun havde en depression. Den kom sig af, at hun som MEGET meget ung, havde fået en abort. Ikke "bare" en abort, men faktisk en fødsel af et mikro-barn. Det havde hun aldrig fået bearbejdet ordentligt, og hun kunne ofte ligge i flere timer og græde, mens jeg holdt om hende.

Jeg sagde, at der selvfølgelig skulle gøres et eller andet ved det. Jeg fik hende til lægen, som havde nogle samtaler med hende, og som til sidst endte med at henvise til psykologbehandling. Der gik hun 10 gange og har efterfølgende taget medicin.

Vi dummede os, sexuelt, og hun blev gravid igen. På dette tidspunkt er hun 22 år. Jeg er af den overbevisning, at et barn skal laves af kærlighed, og jeg var og er slet ikke klar til at blive far. Hun ville gerne beholde barnet, men grundet depressionen og at hun slet ikke var klar (ingen uddannelse, ingen planer for livet, ingen penge, ingen lejlighed), fik jeg og hendes familie hende overbevist om at det ikke var en god idé at beholde det. Fosteret har max været et par uger gammelt, så uden at vide det helt præcist, har det egentlig stadig været et æg og en celle.

Hun blev naturligvis rigtig ked af det efterfølgende, og jeg har altid været der og holdt om hende og trøstet hende.

Med tiden er det blevet meget bedre. Vi har haft det rigtig godt sammen. Hun begyndte på en uddannelse, fik nye venner og virkede til at have det rigtig godt.

For ca. 6 måneder siden, sad vi og så en film i sofaen. En mand ryger ned på knæ og frier til kvinden og hun siger selvfølgelig ja. For sjov spørger jeg hende, hvad hun egentlig ville svare, hvis jeg gjorde det nu. Hun tænkte et øjeblik og svarede, at hun nok ville svare ja. Efterfølgende tænkte jeg flere gange over om jeg skulle gøre det. SÅ meget elskede jeg hende.

Hun prøvede også for et års tid siden, at ryge noget pot. Det har nogen i min familie gjort i mange år, og de er velfungerende mennesker. Hun blev skæv og MEGA liderlig af det, og det synes jeg selvfølgelig var ret sjovt, for så faldt der noget af til mig.

Med tiden blev det til flere og flere joints (dog altid kun om aftenen og når hun havde fri), og det accepterede jeg, for hun sagde at det også hjalp hende med at glemme smerten over at "hun havde slået sit eget barn ihjel" (hendes ord).

Det sidste 3-4 måneder, har det til gengæld været rigtig træls. Hun har været mere og mere ugidelig, og det "sjove" for mit vedkommende var ligesom forsvundet. For hvem gider knalde med en, der som det første de gør når de kommer hjem er, at ryge sig skæv og ligge på sofaen, mens jeg i øvrigt har ordnet alt vasketøj, ryddet op efter hende, gjort rent, vasket op etc. (samtidig med jeg passer arbejde og studie).

Samtidig mødte hun så denne her fyr, som jeg også kender, som kunne skaffe hende hash. Hun tog nogle gange ud til ham, og røg sig skæv, og kom så hjem igen. Der var/er ofte flere personer derude. Jeg tænkte bare, at det jo nok var ligesom når jeg fik en øl med gutterne. Det er lidt sjovere når man er flere, og jeg gad jo ligesom ikke ryge med hende herhjemme. Ofte røg de dog ikke kun, men tog også stoffer (fantasy, speed). Der blev tit holdt narkofester derude, og helt generelt, er det bare nogle rigtig trælse mennesker der kommer derude. Folk der har fået dom for det ene og det andet. De kan være nok så flinke, og det er nogen af dem da også, men hele deres livssyn og deres værdier i livet, og så langt fra mine som noget kan være. Og egentlig også min kæreste.

Indenfor de seneste måneder, har hun så taget derud oftere og oftere, mens jeg har passet hjemmet. Jeg sagde på et tidspunkt til hende, at jeg synes hun var derude liiiige ofte nok, og at hun ikke prioriterede mig særlig højt. Fx kunne hun finde på at tage derud en søndag eftermiddag for at sige hej, og så kom hun først hjem kl. 2345 (Søndag aften er i min verden forbeholdt hinanden eller foregår ihvertfald derhjemme). Det kunne hun godt se, og ville prøve at skrue ned for besøgene derude.

Det ændrede sig dog ikke specielt meget. Søndag aften ringede hun til mig, og jeg kunne godt høre at hun var helt ude af den. Hun fortalte at hun var rigtig ked af det og at hun havde vandret rundt i nogle timer (det er af og til sket, at jeg har fået sådan et opkald fra hende, fordi hun var blevet frygtelig ked af det på arbejdet eller hvor hun nu var henne). Jeg sagde til hende at hun skulle komme hjem, for så skulle jeg nok passe på hende. Hun kom så hjem.

Mandag morgen var hun stået op og fortalte mig at hun havde det skidt. Fair nok, så hun tog en dag hjemme.

Tirsdag morgen sprang bomben så. Hun var stået op, og jeg var kun lige vågnet og lå stadig i senge, sådan helt morgen-fortumlet. Hun kom ind og satte sig på sengekanten, grædende, og sagde, at vi ikke kunne være kærester mere. Det havde hun sagt før, men det har altid skyldes at hun ikke mente at hun fortjente mig.

Jeg spurgte hvorfor hun dog kunne finde på at sige sådan noget, og hun svarede at hun havde været sammen med en anden. Jeg spurgte hvem og det ville hun ikke sige. Jeg pressede på et par gange, og til sidst sagde hun, at det var X. Jeg spurgte hvornår det var foregået, og hvor mange gange. Det var foregået 1 gang, for ca. en måned siden. Jeg blev selvfølgelig helt ude af den, og vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg havde forestillet mig mange ting, men ikke dét.

Jeg har ALTID sagt til hende, at hun kan gøre PRÆCIS som hun vil, men at være mig utro, er det eneste hun ikke må. Det ENESTE.

Jeg spurgte ind til forskellige ting, og græd som en i helvede. Jeg havde godt bemærket, at hun græd lidt oftere end "normalt", og jeg spurgte for ca. 14 dage siden, da hun græd og jeg spurgte hvorfor, at det virkede som om hun ikke fortalte mig hele sandheden.

Vi snakkede lidt mere om det, og jeg sagde at jeg syntes at hun skulle tage hjem og overnatte ved sin far og stedmor. Det gjorde hun så.

Jeg bad hende om aftenen om at komme hjem dagen efter, så vi kunne få snakket sammen. Hun kom hjem efter skole, og jeg sagde at hun skulle sætte sig.

Jeg elsker hende virkelig højt, og var for 6 måneder parat til at blive gift og jeg ville have taget en kugle for hende. Derfor besluttede jeg mig for, at hun kunne få en chance til, hvis hun kunne overholde nogle betingelser.

Den første var, at hun skulle stoppe al kontakt med X. Pr. telefon, sms, facebook osv. Jeg vil ikke se og jeg vil ikke høre om ham. Hun går i skole med nogen der besøger ham jævnligt, og hun skal ikke bede dem give en besked videre eller noget. NUL kontakt. Dernæst skal hun stoppe med at ryge hash. Hun er i min verden en misbruger (ryger hver dag, og tager ALT hvad hun kan komme i nærheden af, og så tager hun lige lidt mere), og det skal stoppe. Hun har fået lov at ryge sig skæv to gange, 1 gang lørdag og 1 gang søndag og jeg skal være tilstede. Og så skal hun passe på sig selv, og komme sig ordentlig over sin depression. Hun har max gået 14 dage, hvor hun ikke har drukket eller lign., og det skal stoppe. Intet fuldskab, spis sundt, motioner og hvad alle de gode råd nu indebærer for at slippe af med en depression.

Samtidig har jeg sagt, at hun skal være 110% ærlig, og bare føler jeg at hun ikke svarer ærligt, så er det slut. Jeg har også sagt, at det kan være jeg tjekker hendes mobil, facebook etc., og at jeg stiller de samme spørgsmål igen og igen. Hun må bare være tålmodig, og det er hun indforstået med.

Efter jeg sagde at hun skulle være ærlig, spurgte jeg om nogle af de samme ting igen, og det viser sig så, at hun har været sammen med ham 5 gange i alt. Allesammen indenfor den sidste måned.

Det virker til at hun virkelig angrer og fortryder, og hun græder næsten mere end mig.

Jeg har selvfølgelig spurgt hvorfor, og hvordan hun kunne gøre det mere end 1 gang. Til det svarede hun, at hun efter første gang, godt vidste hun havde fucket big time op, og så kunne det hele også bare være ligemeget. Jeg har også spurgt hvorfor hun først har fortalt mig det nu. Til det svarede hun, at hun i første omgang prøvede at glemme at det var sket, men at skylden alligevel blev for meget til sidst.

Jeg troede jeg havde fået hammeren i hovedet, da hun fortalte det, men det bliver bare værre og værre. Kan man gå i chok over sådan noget? Jeg sidder nogle gange og stirre ud i luften. I tirsdag gjorde jeg da, og da jeg "vågnede" op igen, var der pludselig gået 3 timer. I går da vi skulle i seng, kunne jeg se dem knalde, når jeg havde øjnene åbne, og når jeg lukkede dem, blev billederne bare endnu mere tydelige. Der var ikke en lyd overhovedet i lejligheden (udover min gråd og rysten), og alligevel kunne jeg høre hende stønne mens de knalder. Nogen gange når jeg kigger på hende, tænker jeg på hvor smuk og dejlig jeg synes hun er, men et splitsekund efter væmmes jeg, og kan slet ikke holde ud og kigge på hende. Det er ligefør jeg kan se hans pik i hendes mund (beklager sproget).

Er det normalt at tænke sådan? Er det normalt at ville give hende en chance mere? På den ene side håber jeg på (jeg ved ikke om jeg tror det), at vi kan komme ud af det her sammen. På den anden side skal hun bare have et los i røven og jeg vil aldrig se hende mere.

Jeg plejer at være det mest livsglade menneske. Den der gnist folk kan have i øjnene, det plejer at være et bål ved mig. Den er fuldstændig slukket. Jeg er tom indeni. Kold.

Tankerne kører rundt og rundt. Alle mulige tanker. Men når alt kommer til alt, kører de egentlig mest i cirkel.

Hvorfor? Han er et usselt menneske. Min diametrale modsætning. Det undskylder det ikke, men jeg havde på et eller andet plan kunne forstå det, hvis jeg det var højt, flot, veludrustet mand med masser af penge. Jeg har spurgt, og hun synes jeg er meget flottere end ham. Hun siger også at hun aldrig har haft bedre sex, end med mig. ->

Hvordan kunne du gøre det mod mig? Ikke bare 1 gang, i en kæmpe skævert bag et værtshus, med en fuldstændig tilfældig makker(det er heller ikke ok), men med en makker vi begge kender, og ikke bare 1 gang, men 5 gange! Det er det eneste, jeg nogensinde har sagt jeg ikke kan klare. Det eneste hun ikke måtte gøre. Hun kunne have stjålet, slået folk ned, eller næsten sågar slået nogen ihjel, og jeg havde været "ligeglad" (forstå mig ret), men utroskab, NEJ!->

Er det mig der er noget galt med? Er jeg for tyk, er det fordi min pik ikke er stor nok, er det fordi jeg har fået et par grå hår, er det fordi jeg ikke har penge nok? ->

Hvis jeg nu bare havde gjort sådan og sådan..

Det er de 4 ting der bare går igen og igen.. Uanset hvad jeg gør..

Der er 3 ting der virkelig falder mig for brystet (udover selv utroskaben).
1. Hun har gjort det 5 fucking gange. 5. Ikke 1, men 5. Hun har knaldet ham, og har taget herhjem igen. Og så har hun taget ud og besøge ham igen. Hun siger at det aldrig har været intentionen at knalde ham, når han har været taget derud, men det er svært at stole på.

2. Hun ville have skjult det. Hendes samvittighed forbød hende det trods alt. Jeg er godt klar over at jeg ikke ville have sat pris på at hun kom hjem og fortalte, direkte efter det var sket, men der gik altså næsten en måned. Vi har i den måned bla. været på besøg ved min søster, hvor vi har spist og hygget og de har prøvet tøj, og vi har lavet flere forskellige ting sammen, hvor vi har hygget os.

3. For 14 dage siden, havde vi nogle gode venner og veninder på besøg. Hun ville gerne ryge sig skæv, men havde ikke noget røg. Hun sagde så, at hun lige skulle mødes med en. Tilfældet ville så, at han allerede var i nærheden, så han kom da lige forbi. Jeg anede jo ikke noget, så jeg hilste pænt på ham og sagde hej (han er som nævnt ikke lige min kop te), og sagde pænt farvel da han tog afsted lidt efter igen. Hvordan fanden kan hun få sig selv til at invitere ham ind i vores hjem, efter at de har knaldet?!

Jeg føler mig svigtet, har et tomt rum i maven, kan ikke spise noget, har hovedpine, kan stirre ud i luften i lang tid af gangen, er sur og vred, men mest af alt ked af det og skuffet. Jeg anser normalt mig selv for at være ret stærk, men jeg er rystet. Havde aldrig troet hun kunne finde på at gøre det.

Hvad skal jeg og vi gøre nu? Lade tiden prøve at hele såret? Skride hurtigst muligt? Jeg er virkelig i tvivl. Jeg ville hende SÅ meget, og hun ville også mig, men hun har forrådt mig, stukket mig i ryggen og knust mit hjerte.

Jeg ville, og har, gjort alt for hende. Jeg synes jeg har passet hende, gjort alt nemt for hende, vist hende jeg elskede hende, dyrket sex med hende, selvom jeg ikke lige var i humør. Vi har taget på ture, gået langs søen og fået is. Jeg kan virkelig ikke sætte en finger på hvad jeg IKKE har givet hende. Jo, det barn hun gerne ville have haft, men det kunne hun jo have beholdt, trods alt, selvom jeg protestede.

Det lyder som en dårlig popsang, men det er sådan jeg har det. Jeg kan ingenting. Mine ben føles som granit, og jeg føler jeg har et stort blinkende skilt over mit hoved, hvor der står SE FJOLSET! og et skilt på ryggen hvor der står KÆMPEIDIOT. Og så føler jeg på en eller anden måde, at det er min skyld. Hvis jeg nu bare havde....

Jeg ved ikke hvad jeg vil opnå med dette indlæg. Gode råd måske? Hvad i andre ville have gjort i mit sted.. Positive vibrationer.. Jeg er et logisk tænkende menneske, så jeg VED jo godt, at denne smerte ikke bliver ved i 1000 år, men det gør bare så ondt, og jeg kan ikke se fremad.. Jeg håber i kan hjælpe på en eller anden måde.. Er det mig der har været en idiot, så må i også gerne skrive det..
Atahualpa
Private Johnson
 
Indlæg: 32
Tilmeldt: fre 8. jun 2012 04:14

Re: Kæresten fra helvede

Indlægaf kcid » søn 5. maj 2013 16:52

Yo, jeg vil nok starte med at du poster dit indlæg som manuskript og sender det til Politikens Forlag. Det er simpelthen for langt, til at nogle herinde har tid til at læse det hele, uanset hvor gerne man vil forstå din situation og forsøge at give dig et forhåbentligt hjælpende råd. Men det korte af det lange er at du har haft en kæreste, som har en adfærd der tenderer hen af misbruger. At hun så har været dig utro med en freak, gør valget let for dig. Du var der for hende, men hun pissede på dig og du skal videre. Som et hvert menneske med overskud bør, vil du selvfølgelig hjælpe en der står i lort, fx ved at ta' kontakt til hendes familie, hvis hendes liv fucker endnu mere op eller hun på anden måde har brug for en livsline i den normale verden. Men ud over det, må det være logisk at du er 100% færdig med hende som ven og kæreste. Og var hun ikke en stakkel, fortjente hun i langt højere grad at få at vide hvor meget en so hun er! Men nu det videre for dig!!! (Jo mindre Politikens Forlag vil udgive dine erindringer som bog, altså :D )
kcid
MacDaddy
 
Indlæg: 130
Tilmeldt: ons 5. sep 2012 23:55

Re: Kæresten fra helvede

Indlægaf Atahualpa » søn 5. maj 2013 17:00

Det er ikke noget der er sket for mig. Faldt over posten på nettet og genpostede den herinde fordi jeg syntes den var så vild :)
Atahualpa
Private Johnson
 
Indlæg: 32
Tilmeldt: fre 8. jun 2012 04:14

Re: Kæresten fra helvede

Indlægaf Moderator » man 6. maj 2013 16:56

Hun er hverken kæresten fra helvede og ham fyren hun havde knaldet med er heller ikke et freak

Hans kæreste har en depression og hun er misbruger.
En dårlig kombination at have som menneske.

Det kunne godt være mere tydelig gjort at det ikke var din historie, ellers havde jeg sgu ikke læst det hele
Posten hører bedre ind under Off-topic også
Everytime a girl rejects me, doesnt pick up the phone, or flakes, i will use it as fuel for my next approaches, to hit it even harder and be more aggressive.
Brugeravatar
Moderator
Voodoo Master
 
Indlæg: 190
Tilmeldt: man 4. feb 2013 02:55
Geografisk sted: København


Tilbage til Forhold og kærester

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 8 gæster