Game har ødelagt mig

Mindsets, ego, målsætninger, one-itis

Game har ødelagt mig

Indlægaf Sasha » tors 14. maj 2015 15:56

Jeg er begyndt at gå hos en psykolog efter at have været angst og deprimeret i flere år. Og meget lukket omkring mig selv og mine følelser.

Et af mine største problemer er, at jeg hele tiden føler et pres af forventninger, når jeg interagere med andre mennesker, særligt piger. Helt ned til at en person siger hej til mig, føler jeg nærmest et pres for at præstere. For at være sjov, på og få personen til at have det godt. Et pres for at være en person, folk synes om. Det har gjort at jeg har et helt tvistet syn på socialt samvær med andre, som jeg har svært ved at komme over. Som om, jeg analyserer alt og alle (især mig selv) i stedet for bare at være glad ved andres selskab. Det har gjort, at jeg har svært ved at skabe ægte forhold til mennesker.

Jeg fandt game ved en tilfældighed på nettet da jeg var meget ung. Måske 13-14 år. Og tog det rigtig meget til mig.

Det første min psykolog spurgte om, da jeg fortalte hende om præstationsangsten for at interagere med mennesker var, om jeg vidste, hvor jeg kunne have de forestillinger om at jeg skulle præstere fra. Med det samme kom the game op i hovedet på mig, men jeg syntes simpelthen det var for pinligt at sige. Jeg mærkede dog, at for at terapien skulle hjælpe noget, var jeg nødt til at være ærlig, så jeg endte med at sige det lidt efter.

Jeg har nu lokaliseret problemet, men skal nok igennem mange timers smertefuld terapi for at rette op på de forestillinger, game har plantet i mit hoved. Smertefuld, da jeg synes det er enormt pinligt at indrømme overfor mig selv og en anden person, at jeg er blevet helt forskruet i hovedet af at læse selvhjælp der handler om at score piger. Det eneste jeg kan tænke på for tiden er, hvordan jeg tager mig sammen til at snakke om det, for jeg synes det er så pinligt af en eller anden grund.

Dette er en lille advarsel fra min side. Det kan ende ret galt, hvis man bilder sig selv ind, at man ikke er god nok som man er, at man skal ændre sin egen person for at være et menneske der er værd at bruge tid sammen med - det bildte jeg mig selv ind. Om det skyldtes min unge alder der gjorde, at jeg fortolkede for meget på det jeg læste ved jeg ikke. Dette er også en anmodning om at andre, der har gået med samme tanker, deler dem herinde, da det kunne være interessant at høre om.

Til sidst kunne jeg godt bruge nogle råd/noget opmuntring: Hvordan fanden tager jeg mig sammen til at dykke videre ned i det her med min psykolog? Indtil videre har jeg blot fortalt hende, at "selvhjælp" er skyld i det. Men jeg finder det super akavet at skulle fortælle et andet menneske, at jeg siden jeg var 14 år har læst om, hvordan man score piger, og nogle af de principper har indprintet sig så dybt i min hjerne at jeg idag har taget ret meget skade af det. Er det vigtigt for en psykolog at man er 100 % ærlig om årsagen til ens lidelser, hvis han/hun skal kunne hjælpe en?

Mest af alt tror jeg, det bare er for at komme ud med det. Jeg har brug for at dele det her med nogen, der forhåbentlig ved hvad jeg snakker om.
Sasha
Nyklækket
 
Indlæg: 1
Tilmeldt: man 15. sep 2014 22:10

Re: Game har ødelagt mig

Indlægaf Fame » tors 14. maj 2015 16:31

Hej Sasha,

Først vil jeg sige, at jeg syntes, at det er mega sejt, at du har fundet roden til dit problem! Og, selvfølgelig skal du fortælle din psykolog om "Pick up". Ellers har psykologen ikke en ærlig chance for at hjælpe dig ud af dit problem! Ingen tvivl!
Så selvom det kan være pinligt, er det pinligt af en grund: Det er VIGTIGT!

Og - du rammer egentlig noget grundlæggende i netop den tid vi er i nu. Vi lever i et selviscenesættende samfund af positivstfascisme (groft generaliseret). Vi forventer at være perfekte, og selvudvikle røven ud af bukserne! Hvis vi opdager blot den mindste revne i vores skinnende overflade, skal den straks, på korrekt og "menneskelig vis" ordnes. Og så ellers på med smile-hatten, og "YD TIL DIT FULDE POTENTIALE!". Facebooks perfekte boller, veldækkede bord og boblende hvidvin på terrassen-billeder osv. (jeg er selv en sucker for det) er med til at danne et billede af, at alle andre lever det perfekte liv, med de perfekte mennesker som siger de perfekte ting. Selfie på selfie af illusionen af det lykkelige menneske, som altid siger "Yes, let's do it!!!"

Problemet er, at hvis vi er så meget i magt og kontrol over vores egen lykke, er det ensbetydende med, at det er vores egen fucking skyld, hvis det ikke lykkedes! Og NETOP derfor, er det et falsk glansbillede, som vi skal være så pisseforsigtige med at tro på. Buddy, INGEN er perfekte. INGEN siger altid det rigtige og INGEN vågner op til veldækket jordbærbord i en velstand af lykke. Det er kun én historie (af mange) som vi "har lov til at fortælle" til den ydre verden. Så jeg forstår sq godt, at du bliver ramt af selvudviklingens grimme bagside!

Om det er Game, Pick Up, Yoga, positivisme, alm. selvudvikling eller andet - så er det al sammen et syndrom på samme tendens, som vi har. At det lige var Game som var dit selvudviklingsværktøj er nok et tilfælde, jeg tror, at hvilket som helst andet selvudviklingsværktøj kunne have gjort dig angst og deprimeret. Så der er ingen grund til at være flov over det (objektivt set), og jeg er sikker på, at din psykolog har hørt 1000 værre ting og er klædt supergodt på til at høre det.

Så jeg tror ikke, at det er "Game" som er bødlen, som har ødelagt dig, men vores kultur (og dine egne forventninger til dig selv) som er sindsygt hårde, hvis vi køber ind i den.

Jeg har en artikel her, som beskriver tendensen lidt (skrevet af Sven Brinkmann, professor i psykologi og forsker i filosofi, psykologi og kulturanalyse - så han ved hvad han taler om)
Pligt er et fantastisk ord side 1
Pligt er et fantastisk ord side 2
Whatever you can do or dream you can, begin it. Boldness has genius, power and magic in it!” ― Johann Wolfgang von Goethe
Fame
Godzilla
 
Indlæg: 751
Tilmeldt: lør 11. okt 2014 15:00
Geografisk sted: Aarhus (39 år)

Re: Game har ødelagt mig

Indlægaf Kami » tors 14. maj 2015 17:10

Jeg ser selv on/off en psykolog af andre årsager, og hun ved alt om game.

Game har også fucket mig godt og grundigt op. Men det kunne aldrig være sket uden grundig hjælp fra svær psykisk sygdom, samt personligheds-issues jeg havde i forvejen.

Men game er et værktøj. I sig selv er det ikke farligt, ligesom en sav ikke er farlig når den bare ligger i værktøjskassen. Det er, hvordan man bruger det, som kan være farligt - eller godt.

Game-miljøet har tidligere været meget konkurrencepræget. Det kan godt skabe det præstations-pres, du snakker om. Men igen - er det jo ikke noget, game som sådan har skabt. Man har selv valgt, at være en del af denne kultur - og hvorfor man har det, er jo spændende at kigge nærmere på, hvis man som du arbejder med en psykolog.
For hvorfor har du været draget af noget, som i sidste ende har været skidt for dig?


Til sidst, så vil jeg gerne understrege, at er du ikke ærlig over for din psykolog og samtidig graver ned i de ting, som gør ondt /er pinlige /virkelig berører dig. Så opnår du ikke det, du gerne vil, med din terapi.

Hvis det på nogen måde er dig en trøst, findes der folk som er langt mere forskruede. I sammenligning med disse, som din psykolog sikkert har et par klienter af, er dig og din "game karriere" ingenting.
Kami
 

Re: Game har ødelagt mig

Indlægaf Dreamz » man 22. jun 2015 17:12

jeg skulle engang klatre op ad en 16 meter høj klatrevæg. i den anden ende af tovet, som var min sikkerhedsline, stod en 155 centimer høj asiatisk pige på knap 40 kilo. jeg overgav mig til processen, og kun da jeg kiggede ned efter 10 meter, gik jeg et kort øjeblik i panik. det var pigen der sagde 'don't worry! I've GOT you! you can do this!'

jeg kan forstå at du oplever et forventningspres. jeg kan forstå at du kobler det oplevede forventningspres sammen med 'game.'

det er dét du kommunikerer, som jeg forstår det. og så forstår jeg på overskriften, at du mener at du er 'ødelagt,' og at du mener det er 'game' der har ødelagt dig.

det du også kommunikerer er, at du ikke har talt om det i dybden; du er ikke gået på en fuldstændig rejse i det endnu - Som du selv giver udtryk for, og, som Kamikee påpeger, så er der en god pointe i at 'åbne helt op' for godteposen nu hvor du er stillet der, at du får professionel hjælp.

jeg var selv engang for en 10'ish år siden igennem en kæmpe personlig deroute, som gjorde at jeg tog imod et tilbud om professionel hjælp. det var enormt svært for mig at være 100% ærlig overfor den der hjalp mig. jeg mærkede i starten af forløbet, hvordan tårerne pressede sig på og ordene holdt sig tilbage fra at slippe ud af min mund. det tog mig en del sessions og en meget, meget, meget vedholdende samtalepartner henover 6 mdr at komme til bunds i ting, som jeg først da jeg havde udtalt dem, og var blevet udfordret på dem, fik værktøjer til at vende til noget positivt.

'game' var et meget vigtigt emne at gå på opdagelse i (jeg har været i gang siden 1999). jeg frygtede at åbne op for det, jeg frygtede at blive 'fordømt,' særligt dengang, hvor The Game var udkommet, og smagsdommere stod i kø for at kaste mudder mod 'et så usympatisk tilgang til forhold,' som disse mennesker jo måtte være eksponenter for. bevares, der VAR rådne æg i bakken, det var der... men jeg var ikke et af dem, og jeg har altid kæmpet for at forsvare 'game,' og når jeg har været coach eller mentor for nytilkomne, ... har det altid været med fokus på at verden skal blive bedre for alle, ikke kun for dig... men stadig, måske var der en flig af sandhed om at 'game' bare handler om så mange så hurtigt som muligt, også i mig - ... og så rendte mit hoved i 20 retninger.

i stedet for fordømmelse oplevede jeg imødekommenhed og et sundt modspil, som kunne hjælpe mig om 'bag gameren.' jeg kom frem til én sandhed for mig; game fuckede ikke mig op, men jeg har en baggage, som jeg i kombination med 'game' har valgt at lade afstedkomme nogle ret uheldige strategier.

der findes ikke perfekte mennesker. det er derfor alle mennesker er perfekte.

jeg er stadig mega fucked up på nogle områder, jeg har en meget distanceret holdning til mennesker indtil jeg oplever noget klikke i mig på et virkelig dybt niveau - 'game' har medvirket til at jeg 'kører' de strategier stadig. men jeg er bevidst om at det er mine valg, og jeg arbejder løbende den dag i dag med at konfrontere mig selv omkring rationalet bag de valg... og når dét ikke er nok, så ved jeg hvor jeg kan få hjælp - hvis bare jeg tør at åbne helt op.

Kamikee og Fame her i tråden er for eksempel nogle af de få mennesker jeg ville kunne åbne op for uden reservationer - de dømmer ikke, de strækker armene ud og stiller mig gerne det samme spørgsmål igen og igen (og igen), indtil jeg har slået hul på bylden. FYI er Kamikee ikke særlig høj, men hvis hun siger 'dont worry!' ... så ved jeg, at jeg kan klatre op - og at det er sikkert. for jeg er ikke perfekt.
HOPELESS ROMANTIC <-> SEEKS FILTHY WHORE(S)
'Therefore one who is good at martial arts overcomes others' forces without battle, conquers others' cities without siege, destroys others' nations without taking a long time.' -Sun Tzu
Brugeravatar
Dreamz
Patrokles
 
Indlæg: 1028
Tilmeldt: lør 2. nov 2013 12:03
Geografisk sted: DK Øst

Re: Game har ødelagt mig

Indlægaf James Collin » ons 24. jun 2015 10:12

Før du siger game har "Ødelagt dig", så hold fast i disse 2 sætninger:
1. "Jeg har nu lokaliseret problemet, men skal nok igennem mange timers smertefuld terapi for at rette op på de forestillinger, game har plantet i mit hoved" (forestillinger Game angiveligt har plantet i dit hoved)

2. "Dette er en lille advarsel fra min side. Det kan ende ret galt, hvis man bilder sig selv ind, at man ikke er god nok som man er, at man skal ændre sin egen person for at være et menneske der er værd at bruge tid sammen med" (Dette er en lille advarsel fra min side), (Det kan ende ret galt), (hvis man bilder sig selv ind, at man ikke er god nok som man er)

"Et af mine største problemer er, at jeg hele tiden føler et pres af forventninger, når jeg interagere med andre mennesker"

Som mennesker er vi flokdyr og ikke kan slå den mekanisme fra og altid føler en form for forventnings pres om at klarer os godt, sådan er vi bare bygget af natur. Hvorvidt det gælder forventninger overfor os selv eller andre.

"særligt piger"

Ikke noget nyt, sådan har det været siden tidernes morgen. Sådan er vi designet, medmindre man hopper over til den anden side...

"Helt ned til at en person siger hej til mig, føler jeg nærmest et pres for at præstere"

Dette problem har du haft længe før game blev introduceret i dit liv...

"For at være sjov, på og få personen til at have det godt"

Dette er noget der kan lokaliseres i din barndom, tal længe nok med en psykolog, så vil du finde svaret på hvorfor du føler, at du har et behov for at være elsket i dette omfang.

"Et pres for at være en person, folk synes om"

Sådan har alle mennesker det på jorden, den eneste forskel er, måden folk fortolker dette og håndtere dette i samfundet.

"Det har gjort at jeg har et helt tvistet syn på socialt samvær med andre"

Det havde du længe før game blev introduceret i dit liv, og at du så prøver at booste det med game. Det ville svare til at være for tæt på et bål og smide benzin på og forvente man ikke blev brændt.

"Som jeg har svært ved at komme over"

Kaldes socialangst og ikke game

"Som om, jeg analyserer alt og alle (især mig selv) i stedet for bare at være glad ved andres selskab"

Du analysere ikke alt og alle, du analysere dig selv og ser om alt og alle passer ind i den fiktive virkelig du har skabt i dit hoved, som du ikke selv kan leve op til og derfor knækker under presset og dermed ender med at være kronisk depressiv...

"Det har gjort, at jeg har svært ved at skabe ægte forhold til mennesker"

De problemer havde du længe før game... Men samtidigt også har haft dem under game og hvis du ikke har haft styr på det, så har game heller ikke kunne hjælpe dig.

"Jeg fandt game ved en tilfældighed på nettet da jeg var meget ung. Måske 13-14 år. Og tog det rigtig meget til mig"

Hvis du havde mindreværd og socialangst før game og ikke har arbejdet med det først, så skal du heller ikke forvente at efter game at det forsvinder

"...Det første min psykolog spurgte om, da jeg fortalte hende om præstationsangsten for at interagere med mennesker var... kunne have de forestillinger om at jeg skulle præstere fra. Med det samme kom the game op i hovedet på mig..."

Du har har ikke haft succes med game og ikke har kunne finde dine årsager til dine problemer og dermed giver game skylden for dine problemer. Hvilket game intet har noget at gøre med, game er ikke skyld i dit mindreværd og game er bestemt ikke skyld i dit social angst... Det er noget forud for game og dybere indvendigt end game.

"men jeg syntes simpelthen det var for pinligt at sige. Jeg mærkede dog, at for at terapien skulle hjælpe noget, var jeg nødt til at være ærlig, så jeg endte med at sige det lidt efter..."

Pinligt... Hvis du ikke kan være ærlig overfor dig selv, hvordan skal du så kunne være ærlig for andre.

"Jeg har nu lokaliseret problemet, men skal nok igennem mange timers smertefuld terapi for at rette op på de forestillinger, game har plantet i mit hoved"

Pas på hvad du giver skylden for dine problemer, for det er det udgangspunkt folk vil hjælpe dig udefra og det kan være en dyr fejl at lave og koste en masser tid og penge...

Her gentager du den samme fejl, som du lavede tidligere med game i dit liv: Du har et A problem og tror B problem er løsningen. Men hvis du ikke ved hvad du løber fra, hvordan skal du så vide hvad der er efter dig?

Game kan ikke få nogle til at gøre noget, det er folk der selv gøre noget:
1. Game har aldrig tvunget nogle til at gøre noget, det er folk der har tvunget sig selv til at gøre noget.
2. Game har aldrig styret nogle, det er folk der har styret sig selv.
3. Game har aldrig fortalt dig, at du skulle have det dårligt med dig selv, det er dig selv der havde det, før game.
4. Game har aldrig fortalt nogle, at de skal have det godt eller dårligt med game, det er folk der fortæller dem selv det.

Fordi hvis game er skyld i at folk bliver fucked up, hvad skal vi så sige om:
1. Fri fantasi
2. Bøger
3. Drømme
4. Film
5. Computerspil

Selvrefleksion, Selvrefleksion, Selvrefleksion, Selvrefleksion og lidt mere af det...

Årsagen er dybere end game, jeg ved godt at det føles godt at give game skylden som så mange andre gør. Men det hjælper hverken dem eller dig.

Det du har brug for er kontrol over dit eget selvværd og social angst, før du kaster dig ud i noget selvhjælp eller game. Find en god psykolog og ikke mix game ind i alt det her. For så går hun og skal arbejde med noget, der slet ikke har noget at gøre med kernen af dit problem eller til dit selvværd eller social angst...

Når du har fået styr på det, så prøver vi igen og så skal jeg nok være der i form af en hjælp :)

Men jeg vil gerne understrege at game ikke kan tvinge en til noget, det er tvangstanker der kan det og det er en helt anden historie...

Hvis vi selvfølgelig for god ordensskyld tager fat i vores 2 overnævnte sætninger igen, så vi lige kan opsummere og konkludere:

1. "Jeg har nu lokaliseret problemet, men skal nok igennem mange timers smertefuld terapi for at rette op på de forestillinger, game har plantet i mit hoved" (forestillinger Game angiveligt har plantet i dit hoved)

Kan vi konkludere, game har ikke plantet noget i dit hoved, det er dig selv der har det og det bunder i noget dybere :)

2. "Dette er en lille advarsel fra min side. Det kan ende ret galt, hvis man bilder sig selv ind, at man ikke er god nok som man er, at man skal ændre sin egen person for at være et menneske der er værd at bruge tid sammen med" (Dette er en lille advarsel fra min side), (Det kan ende ret galt), (hvis man bilder sig selv ind, at man ikke er god nok som man er)

(Dette er en lille advarsel fra min side)


Fra hvad, hvis du ikke en gang selv ved hvad du løber fra?

(Det kan ende ret galt)

Det kan det med alt...

(hvis man bilder sig selv ind, at man ikke er god nok som man er)


Her har vi fat i den lange ende, hvis du aldrig har følt du har været god nok... Så kunne jeg give dig alverdens damer, alverdens penge og alverdens kærlighed og du ville stadig ikke føle dig god nok...

Og her er roden til alt ondt i dit tilfælde og det du i virkeligheden skal arbejde med :)
Brugeravatar
James Collin
MacDaddy
 
Indlæg: 111
Tilmeldt: fre 20. jan 2012 00:40

Re: Game har ødelagt mig

Indlægaf chrisjv » søn 2. aug 2015 03:46

Dit problem ligger nok dybere end du selv er klar over, ikke for at attacke dig personligt, men mennesket har en utrolig kræft til at dække problemerne med nye problemer så du ikke kan se det virkelige problem.

Jeg ville sætte et år af til innergame da jeg nu havde dyrkede outergame i 22 år.. Der opdage jeg, at der ikke var forskel på inner og outer game. Jeg opdagede en aften hvor jeg satte mig ned med 50 gram svampe, at min frygt kom fra at jeg var vokset op med en far der havde/er narkoman, og en mor der er psykisk syg, og at jeg havde brugt utrolig meget tid alene.

I starten beskyldte jeg "selvhjælp" som problemet, min nabo, mine lærere.. Men inderste inde havde jeg altid vist hvad sandheden var. Derfor jeg kneppede over 100 piger, for at blive tilfreds med mig selv, og få den skuldreklap som jeg aldrig havde fået fra mine forældre. Til sidst indså jeg at jeg selv var problemet, og jeg blot frygtede at jeg skulle ende som dem.

Den aften tilgav jeg dem alle, fordi jeg tilgav mig selv, jeg ville ønske jeg kunne fortælle at tingene blev bedre efter det, nej desværre. Livet er er som det er og nu har jeg fået tinnitus :)

Hvis du ikke kan være ærlig overfor dig selv, kan du slet ikke være ærlig overfor en psykolog, en anden gang jeg tog svampe 30g, sad jeg overfor mig selv som 10 årig, og havde en psykolog session.. Der er man ærlig, og de ting man er ærlige over kan du aldrig sige til en psykolog, nu kender jeg ikke dig, men jeg kender mig selv hahaha... og tro mig sagde du sandheden til din psykolog ville hun nok indspærre dig ;) Derfor jeg ikke går til psykolog udover hos mig selv, fordi får de ikke deres løn er de faktisk slet ikke interesseret i dig.
We're all gonna make it brah
Brugeravatar
chrisjv
Witch King of Angmar
 
Indlæg: 434
Tilmeldt: ons 18. apr 2012 21:05
Geografisk sted: I'm not your teacher, excuse me..

Re: Game har ødelagt mig

Indlægaf mandensmanual » søn 2. aug 2015 09:38

Du skriver, at game har ødelagt dig. Så enkelt tror jeg ikke, at dette er. Du beskriver, hvordan det er et pres at være sammen med andre, og hvordan du føler det nødvendigt at gøre og sige ting, for at andre skal kunne lide dig.
Følelsesmæssige problemer af mange slags dukker ofte op allerede i de tidlige ungdomsår. Det samme gør interessen for det modsatte køn. At disse store ting i et menneskes liv sker samtidig, betyder ikke, at den ene nødvendigvis er årsagen til den anden.
Problemerne kan meget vel skyldes noget helt andet. Lad psykologen udrede det i stedet for at forsøge at drage alle konklusionerne selv. Men vær ærlig over for psykologen, hvis hun skal kunne hjælpe dig.
Jeg er sikker på, at en seriøs psykolog vil fokusere mere på at hjælpe dig til et bedre liv end alene at sidde og bore i årsagerne. At få et godt liv er langt vigtigere.
Jo, måske har du brugt game for at kompensere for en indre usikkerhed. Det gælder så for masser af andre fyre også. Alle mulige mennesker finder alle mulige måder at kompensere på for at nå nogle resultater. Det er der ikke noget galt i. Synes man, at livet er noget møg, er det en god ide at få nogle professionelles bud på, hvordan man bliver bedre til at mestre det.
Held og lykke.
Brugeravatar
mandensmanual
Fætter kanin
 
Indlæg: 20
Tilmeldt: lør 18. jul 2015 11:17

Re: Game har ødelagt mig

Indlægaf JollyJumper » tirs 31. jan 2017 16:18

Kan godt se, at det er en gammel tråd, men nu handlede den lige om ærlighed. Som Dr. Phil siger i den faste intro til hans program (har ikke set det i 100 år, men i hvert fald tidligere): "If you wanna talk to me, you're gonna have to be honest"
Spol frem til 1:03 -> https://www.youtube.com/watch?v=pu2joqrBFUY

Læs evt. Radical Honesty af Brad Blanton, som handler om, at det er MEGET VIGTIGT at være ærlig. At være ærlig handler så om at overvinde sin frygt for at være ærlig. Noget af det vigtigste i "game" (især den moderne version) er jo også at overvinde frygt, så game kan efter min mening faktisk hjælpe en til at blive mere ærlig. Men så skal man prøve med noget ærlighed og integritet i stedet for lyssky pis, hvor man er bange for, hvad der ville ske, hvis folk fandt ud af, hvem man er, og hvad man laver (edit: man må selvfølgelig gerne være bange, så længe man ikke lader sig stoppe af det). Sidste gang der var en gruppe kvinder, der spurgte mig og min wing om, hvor vi kendte hinanden fra, sagde jeg, at vi havde mødtes igennem et forum, hvor mænd bl.a. aftaler at mødes for at tage ud og lægge an på piger sammen (eller noget i den stil). Ingen gemmeleg!

For resten scorede jeg min første pige/kvinde (altså hun var vistnok 23 år gammel) som 28-årig og hakkede og stammede mig gennem gymnasiet... Og da jeg som 22-årig var hos en psykiater og sagde, at jeg aldrig havde scoret en pige, sagde han, at jeg skulle gå til nogle massagepiger (altså betale for sex), hvilket jeg så gjorde. Det er jeg så ikke ligefrem stolt af, men jeg forsøger at lade være med at gemme det væk, fordi jeg tror, at det er det rigtige at gøre.
JollyJumper
Happy Meal
 
Indlæg: 96
Tilmeldt: tirs 14. feb 2012 13:49
Geografisk sted: Storkøbenhavn

Re: Game har ødelagt mig

Indlægaf πμα » fre 28. apr 2017 19:13

Jeg kan sagtens sætte mig ind i at du siger game har ”ødelagt dig” - sådan da. Det gjorde det på en måde også for mig for 8-9 år siden da jeg startede ved at jeg blev meget kunstig og opsat, når jeg gik i byen ved at jeg syntes jeg skulle skabe et perfekt og stærkt billede. Det var dog bedre end mit gamle jeg, hvor jeg ikke rigtig kom nogen vegne med mit liv, fordi jeg også var noget usikker.
Det der virkede for mig var 10 Socond Attraction med Mehov http://www.mehow.tv/ . En af de absolut største pointer fra den e-bog ud over tips til at blive spændende som person er at få opbygget en livsstil som man elsker og er stolt af (man skulle tro det var selvindlysende men er det langt fra i praksis). Det kan være hårdt arbejde som det var for mig at finde frem til den. I dag har jeg et fornuftigt job og en fritidsinteresse i at spille curling (i Aarhus http://www.aarhuscurlingklub.dk/) som jeg elsker fuldt ud og bruger alt min fritid på. Det er ikke en sport som nyder den store prestige fra mange outsiders, men det er vildt fedt at være ligeglad, netop fordi jeg ikke ville afgive det for noget i verden. Der dukker desuden ganske praktisk jævnligt piger op som jeg to gange har fået et forhold til. Det er super let fordi jeg har en hjemmebane hvor jeg har det mega skægt og kan ”score” alene fordi jeg er selvsikker og charmerende, når jeg er der.
For mig at se var game støttehjulene der lærte mig at køre selv ved at give erfaring og selvtillid. For at referere Mehow; Sæt dig en gang for alle og lav en plan for dit liv med noget du elsker og en fornuftig indkomst, hvis du ikke allerede har det. Det er hårdt arbejde og ikke noget der nødvendigvis kommer med det samme, men selvtillid og en passion er helt sikkert hele arbejdet inklusiv (selv)terapi værd. Køb/skaf eventuet ovennævnte bog – den kan anbefales.
πμα
Nyklækket
 
Indlæg: 1
Tilmeldt: fre 28. apr 2017 19:07


Tilbage til Innergame

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Google [Bot] og 3 gæster